velbehagelig sin sorte bart. Han blev staaende ubeslutsomt paa hjørnet av Stortingsplads og tændte sig smilende en cigaret. Saa vendte han sig og skraadde over pladsen hen til automobilerne. Den unge Adonis var hurtig i sine bevægelser og støtte til en dame, som i røde kors klædelige dragt var paa vei til Tostrupkjelderen. . . .
—Om forladelse, sa den mørke fyr paa ulastelig norsk med en skurrende bilyd i stemmen, som tydet paa, at han hadde set andre himmelstrøk efter at han hadde forlatt fædrelandet . . .
Den unge dame bøide hodet. Hun saa blek og træt ut. Det var søster Helene. . . .
—Undskyld, frøken, fortsatte manden. De kunde vel ikke si mig . . . .
Han stanset pludselig, brøt av og slang videre.
Søster Helene saa efter ham. Et uttryk av rædsel stod skrevet i hendes ansigt. Pupillerne utvidet sig som en fugls, der har set ind i det grønne skjær av en pythonslanges øine. . . .
—Det var ham, mumlet hun, aa Gud, det var ham. . . .
Hvad skulde hun gjøre? Den fremmede var allerede forsvunden om hjørnet ved Tostrup. . . . Og søster Helene saa sig raadvild om. Hun hadde kjendt igjen den lille, sorte, smilende fyr, som samme formiddag hadde været paa Rikshospitalet og kaldt sig Jones. Det var manden med de for-
