—Hvem skulde det være? sa Burns eftertænksomt.
—Jeg tænkte kanske at Deres kone. . . . stammet hun. . . .
—Kone? lo Burns. Ser jeg ut til at være gift. Og hvem vilde gifte sig med mig. En levende dynamitpatron? Nu har de kvittet mig for en arm. Næste gang er det et ben. Jeg ender nok med at krype med alle fire stumperne paa Trafalgar Square. . . . Ser de, søster Helene, fortsatte han alvorlig . . . jeg begyndte allerede at tumle med anarkister da jeg gik ut av New College. Jeg var ikke mere end 21 aar dengang, og nu er jeg 31. Men anarkisterne kræver en mand helt. Den slags fyrer taaler ikke at forsømmes. Sandt at si, saa har jeg ikke faat tid til andet her i verden end at gjæte mine ulve. . . . Jeg kjender dem og de kjender mig. De har bitt min arm av mig, nu er det min tur til at bite igjen. . . .
—De skulde ikke snakke saadan, sa søster Helene mildt. La det være Dem en advarsel, og spar Dem selv . . . for deres skyld, som holder av Dem. . . .
Burns lo.
—Jeg er en buldog! Ingen bryr sig om mig. Og jeg bryr mig ikke om . . . jo, avbrøt han sig selv, det er ikke sandt. For jeg holder forfærdelig meget av Dem, søster Helene. Jeg vilde
