Deres ønsker vil gaa i opfyldelse. Lev for vor skyld, som holder av Dem . . .
Den syke saa mistroisk paa hende. Men de store, varme, brune øine, som møtte hans ransakende blik, løi ikke . . .
—All right, sa han efter en pause. Jeg vil forsøke at tænke paa livet . . .
Saa sovnet han ind . . .
Ralph Burns maa ha tænkt overmaade skarpt paa livet. Ti han kom sig trods alt. Der fandtes ikke mange draaper reelt blod i ham efter der sidste amputation av det splintrede ben. Han holdtes ilive ved hjælp av naftaindsprøitninger, indtil selve livets egen kraft gjorde sit indtog i det svækkede kjæmpelegeme. Og mens hans navn fløi over verden og tusinde taknemmelige tanker sendtes de sorte gribbes overvinder, begyndte livsaanderne atter at mumle i hans hjerne og hans hjerte. Med undren merket Fjeld, hvorledes hans ven og patient frisknet til, — langsomt men sikkert. Han saa, hvorledes Burns trætte øine fik sin glans igjen, og hvorledes hans gode humør efterhaanden fyldte det lille hus i Homansbyen. Der strømmet lykønskninger fra alle kanter, mr. Redpath kom ilende fra London med diplomer og en hædersgave paa 10.000 pund fra det engelske folk og en overstrømmende taknemmelighet.
Burns vilde adressere alle disse hædersbevis-
