spændelse til liv, som engang hadde baaret ham over dødens tærskel. Søster Helene kjendte den halvt bevisstløse ro, som fortæller om et liv, der har naadd sit maal og i tryg resignation opgit kampen. Og store taarer listet sig en for en nedover hendes kinder, medens hun saa, hvorledes solen kjærtegnet den tykke rødblonde lug paa den store tyrepande.
Søster Helene skvat pludselig til.
Burns hadde aapnet sine øine og saa sig forundret omkring. De stanset ved den unge kvindes bleke og angstfulde ansigt. Han smilte litt, fulgte solstraalernes lek og lukket saa atter øinene.
Der gik nogen minutter.
Saa aapnet Burns læberne.
—Søster Helene, hvisket han hæst, forlat mig ikke. Hører De, hvad jeg sige . . .?
—Ja, svarte hun. Jeg blir hos Dem.
—Tak, sa han.
Der kom et eftertænksomt uttryk i skottens ansigt.
—Jeg liker det ikke, mumlet han.
—Hvilket? spurte hun dæmpet.
Burns smilte og hans trætte øine aapnet sig.
—Aa, sa han, det er en gammel skik, vi har der, hvor jeg er født. Vi vil gjerne dø med foldede hænder. Det falder mig av gode grunde noksaa vanskeligt. Jeg hadde tænkt mig at spørge
