to anarkister, siden de klatret nedover bergsiden med de rædselsfulde straaler i ryggen.
Burns gik omkring og snuste overalt.
—Det er kommet saavidt med mig, sa han til ingeniør Kittelsen, at jeg kan lugte en anarkist i mange meters avstand. Der er en egen stram lugt av dem — en mellemting av hoffmanrisdraaper og bitre mandler.
Men det nyttet ikke, hvor længe han snøftet. Der var en fredelig og jevn borgerlig duft over Saaheim. Der holdtes ingen møter, man beruset sig ikke i avholdssnak og lavet ikke ny verdenshistorie. Kort sagt: Man hygget sig med sine kvinder og barn, spilte om aftenen en uskyldig whist med sine venner, drak en toddy til adspredelse og merket pludselig, at politik var en av den sorte statsmagts underfundigste faldgruber paa menneskets vei.
Der gik flere dage. Og endnu stod Erkos vingeflyver utenfor administrationsbygningen. Politiet sovnet langsomt ind. Burns næse negtet at fungere, og de døde mænd i det ødelagte aeroplan var begravet.
Det var kun Fjeld, som vaaket. Han visste, at de to flygtninger befandt sig i deres nærhet og vogtet paa et øieblik til at ta hevn. Der var ingen mulighet for, at de to fremmede anarkister
