og æter naadsens brød, vi kryper som maddiker paa jorden . . . men nu er det slut, venner . . . Idag kommer hevnen!. . . Se — se! . . .
Alles øine rettet sig nedover dalen. Der hvor Gausta hævet sin hvælvete, hvitrandete kalot over den øverste skogrand saaes to mørke punkter svæve ind mellem de trange fjeldskar.
—Det er gribbene — de sorte gribbe, venner. Den store dag er der — Josias Saimlers dag . . .
Han vilde si mere. Men ordene blev sittende i hans hals.
Ti like bak de sorte flyvemaskiner kom der en mægtig gul vingeflyver. Der lød nogen skud, og med en gang saa de forbausede salpeterarbeidere den gule fugl løfte sig høit over gribbene. Det var som satte den bent til himmels. Og da den hadde naad i høide med Gaustaknærne, vendte den hodet nedover i en lynsnar vending. Det var som den hvite kondor i Andesbjergene, der den slaar ned paa slettens sorte aadselfugl . . .
I et eneste gult blink skar den luften. Dens spidse cigarformete stevn, som stak frem foran skruen, boret sig ind i et av de sorte biplaner med forfærdelig kraft. Der lød et brak, som sang mellem fjeldene, . . . de to luftfartøier hang i nogen sekunder sammen, saa hvinet den øverste skrue paa det gule monoplan, vingerne, som under nedslaget hadde staat spilet, flakset voldsomt, og
