Da gled der et tilfreds og grusomt smil over Burns bleke ansigt. Al hans godmodighet var væk. Nu sat han der som en kamplysten blodhund, der skar tænder i hat og hevn . . . Han var jo en britte, og kulerne hadde sunget mange ganger om hans øre. Ja — det var den hvite civilisators kampraseri, som gjød blod i hans øine og fraade om hans læber, . . . det var manden fra sletterne ved Omdurman, ved Lucknows høie, ved Zambeseflodens giftige sumpe, den uforfærdede gaa-paa-natur, som kjæmpet for kampens egen skyld . . .
Hallo — hvor det gik!
Den mægtige vingeflyver styrtet ind i lufthavet med en fart av 200 kilometer i timen. Nu var der ingen tvivl mere. De sorte flyvere kom nærmere og nærmere, og da Færder fyr gled forbi som en telegrafstolpe fra et iltogs vindu, saa man tydelig hver eneste skikkelse ombord i de fiendtlige luftfartøier. De lot ikke til at generes synderlig av det ensomme aeroplan, der med en saa forbausende fart fulgte efter dem.
Men med engang blev der uro i den sorte kamplinje.
Ti i samme øieblik, som de passerte Leiesten fyr, steg der op over aaserne ved Vallø en lang linje av biplaner, der efterhaanden spredte sig som en vifte over den nordlige himmel. Alt i alt
