tujaens fot laa hans yndlingsdyr, leoparden Alex, i den sidste dødskamp. Den var rammet av et mesterskud i det venstre øie. Fraaden skummet om den lille dyretæmmers mund, og hans øine stod som to grønne glaskuler i hans hode . . . Hvor er han, skrek han. Ta ham levende. Han skal dø tomme for tomme!
Der gik en let gysen gjennem den rødskjeggede, der han stod ved kjeldervinduet paa den anden side av haven. Han knuget to svære revolvere i sine hænder. Saa stak han dem med en hurtig beslutning i lommen, grep fat i sprinklerne og rykket til. Der maatte ligge uhyre kræfter i denne mands arme. For jernet gav sig under hans ryk. Men det holdt. Da samlet han alle sine kræfter, satte ryggen til og slet til . . . Sprinklerne sprang ut av murbeklædningen, mens kalk og støv hvirvledes op. I en haandevending rev han ruten ut, kastet den ned i kjelderen, og krøp saa forsigtig ind, famlende sig frem med føtterne. De fandt hurtig et holdepunkt paa en stor tønde. Manden tok da sprinkelverket, satte det saa godt det lot sig gjøre paa plads, efter at ha glattet grusdækket utenfor til med haanden for at fjerne alle spor.
Det var paa høie tid. Et skarpt lys gled om hushjørnet og fløi ransakende omkring.
—Han har klattret over gjærdet, sa en.
