Hamburg og fortælle ham det, som var hændt. Saa stak han et brev til mig i en gul konvolut og bad mig overbringe det til . . . .
—Til hvem? spurte verten ivrig.
—Josias Saimler, Eppendorf.
—Well, sa onkel Peters og rakte ut sin haand. Giv mig brevet. Jeg træffer Saimler inat kl. 12. Da skal han faa det. Du kan bli her, jeg har bruk for dig.
—Nei, sa den unge pike bestemt. Jeg maa overbringe det personlig. De maa følge mig til ham.
Den tykke vert betænkte sig litt. Hans smaa griseøine fløi atter mistænksomt ut over det stygge lokale. Drukkenbolten ved vinduet sov sødelig og den rødskjeggede stanget sine tænder. . . . .
—All right, sa han høflig. Som de ønsker. . . . Kom indom her kl. 10 i aften. Deres navn?
—Man kalder mig Sorte Bessie.
—Min ven Jones hadde god smak, sa onkel Peters indsmigrende og lænte sig fortrolig over disken.
Han rykket pludselig tilbake. En underlig lyd naadde hans øren. Det var manden med den store bart og røde næse, som snorket. Det lød som et stort rovdyrs knurren.
