— Tak, Jens! Kanske det er bedst, at du ror hen til bryggen ved visergutkontoret og tar Erko ombord. Han liker ikke at gaa broen, vet du. Og der kommer han med automobilen . . .
— Skal vi paa langfart? spurte Katarina. Saa deilig at faa være sammen med dig i solskin og sommerveir!
— Og i storm og taake!
— Ja i alt. La det bare komme. Sammen med dig er jeg tilfreds med hvad der end møter os. Det er saa vidunderlig at faa dele alle ting med den, man elsker, — — — glæder og haap, sorg og bekymring — altsammen!
— Ogsaa skjendsel og skam, spurte han smilende.
— Tøv, sa hun. Vi er skikkelige mennesker. Men selv om saa var, mumlet hun eftertænksomt . . .
— Hva’ da? hans ansigt hadde faat et spændt uttryk bak smilet. Men Jonas Fjeld fik ikke svar paa det spørsmaal, ti jollen med Erko ombord kom i dette øieblik i høide med kutteren. Dvergen krøp sammen paa agterplikten. Han saa blek og bekymret ut, da han steg ombord. I haanden hadde han en liten trækasse og et langt rør.
— Hvad er dette for nogen remedier, spurte Katarina og rakte haanden ut efter kassen.
— Forsigtig, sa finnen. Det er mine specialvaaben, som jeg skal eksperimentere med. Langt bedre end baade rifler og revolvere, tilføiet han med et haanlig blik til to blankpudsede Winchester-rifler, som Jens langet ombord . . .
— Kast los, kommanderte Fjeld. Op med klyveren. Langsomt svinget „Katarina“ sit slanke skrog, vinden fyldte seilene, fokken fløi ut av sin garning, og med strammede skjøter gled den stolte Ankerbaat utover sammen med andre av den norske lystflaates svaner. Der var den nye 15-meter „Magda XI“, som med sin erfarne chef ved roret for første gang prøvde sine
