— Kjender du ikke ham? Det er en av dem, som gav dig vinger.
— Saa sandelig er det ikke den runde gentleman, som puttet mig i kufferten. Han med torskeøinene og den uavladelige taushet. Men hvor er min ven med det ene øie?
— Reist videre, sa Fjeld. Vi lurte ham, og nu skjærer han formodentlig tænder paa en Hamburgerdampers dæk.
— En underlig fyr, mumlet Erko. Jeg har paa følelsen, at jeg engang før eller senere kommer til at kollidere med den mand. For nogen forfærdelige gorillahænder han hadde. Og han smilte som en kanibal, som staar i begrep med at fortære den sidste sending teologer . . .
Der kom en opvarter ind. — Aftensmaten er servert i værelset ved siden av, sa han med et forbauset sideblik paa Erko.
Fjeld gik hen til den sovende hollænder og slog ham paa skulderen. Han fôr op og gned sine øine.
— Det er Jaap van Huysmann — Ilmari Erko, præsenterte han.
Huysmann bukket paafaldende dypt og ærbødig. — Staaldvergen, mumlet han. Haaber at vor gule kuffert passet Dem? spurte han høflig med antydning til et smil.
— Jeg foretrak den graa kuffert, sa Erko. Fordi den var min egen, og fordi den var forsynet med en kalvestek og en flaske melk.
Fjeld smilte. — Er det ikke underlig, hvorledes de spændende oplevelser hidser ens appetit. Der findes som bekjendt intet, som øker ens matlyst som en god roman. Hvor sulten maa da ikke de bli, som oplever den.
— Hum, brummet hollænderen og gned sin mave.
— Saa gaar vi ind til aftensmaten, sa Fjeld.
— La pièce est finie, allons souper!
6 — De knyttede næver.
