selvtægtstrang er et led i symptonerne for den store nevrose, som herjer de overkultiverte hjerner. Maaske han selv var et offer for tidens døende individualisme — den psykopatiske reaktion mot nivelleringen, matrikelnummervæsenet og det farveløse graa demokrati. Skulde det gaa ham, som det gik professoren i Basel, den store sjæleensomhets forkynder — han som stirret saa længe mot menneskeviljens tinder, til hans øine og hans sjel blindedes? . . . Han saa redningen, han syntes at føle trykket av den varme, unge haand, som raktes ham. Katarina . . . Katarina! . . .
Jonas Fjeld reiste sig beslutsomt. — Jeg kan ikke andet, mumlet han hen for sig. Jeg vil bede hende bli min hustru. Det er min redning og min sidste forbrydelse! . . .
— Naa, naa, sa en søvnig stemme. Hvad er det, du deklamerer om? Det var Erko, som sat paa kuffertkanten og tok overblik over situationen, mens han omhyggelig gned sine lemmer.
Fjeld skyndte sig hen til ham, grep ham om livet, kastet den lille mand op i luften og fanget ham ind igjen. — Velkommen fra det døde, lille Erko, ropte han henrykt.
— Hold op! skrek finnen godmodig. Jeg har hat tilstrækkelig flyvning. Er der ikke en historie av H. C. Andersen om en kuffert, som fløi over land og strand? Jeg har en følelse av, at det er den kuffert, jeg har hat til disposition. Men vær saa venlig at si mig, hvor jeg er fløiet hen. Jeg mindes startpladsen. Det var et obskurt hotel nede i Rosenkrantzgaten . . .
— Ganske rigtig! Fjeld anbragte sin ven med megen forsigtighet paa gulvet. Nu har du akkurat tilbakelagt 385 kilometer — du har seilet over Hardangervidden sammen med ørn og høk, og nu sitter du paa Fleischers hotel og venter paa aftensmaten.
— Og hvad er det for en fyr i lænestolen? Det forekommer mig, at han. snorker.
