Huysmann nikket. — Men De dræpte ikke den organisation, han arbeidet for, sa han mut. Heredia var haanden og ikke hodet. Hans død interesserer os mindre. Han faldt paa ærens mark. Fred være med ham! . . .
Og forøvrigt, tilføiet han med en ru og skarp klang i stemmen, er Heredia allerede hevnet.
— Hvorledes det? spurte Fjeld interessert.
— Jo, sa Huysmann lunt og saa paa sit ur. I dette øieblik befinder Francois Delma sig paa Hamburgerbaaten, som gik fra Bergen for 20 minutter siden. Vet De, hvad han har med sig? Jo, en gul kuffert med et værdifuldt indhold for alle dem, som sysler med pengeskape.
— Og hvad kan det være?
— Det spør De om! Jo, i den befinder sig det levende hylster av en mand, som snart vil faa det travelt med at aabenbare os sine hemmeligheter. Deres ven Ilmari Erko, staaldvergen.
Fjeld lo haanlig.
— De er meget sulten — ikke sandt? Om nogen minutter vil aftensmaten bli bragt ind. Aftensmat til tre. Til Dem, til mig og til — Ilmari Erko.
Huysmann saa op. — Er De sikker paa det?
Fjeld reiste sig og lukket kufferten op. — Se her, sa han hviskende, hvor søtt han sover. Det er som et litet barn i vuggen. Men det hode der, van Huysmann, er værd en vens venskap og troskap like til dødens terskel.
Huysmann hadde reist sig og gik nølende bort til kufferten, kastet et hurtig blik paa den sovende dverg og fløitet overrasket.
— Aha — jeg forstaar, sa han med et anstrøk av beundring. Delma har undervurdert Dem. Han saa Dem paa ballet i Kristiania raadhus. En skikkelig Idiot og sportsmand, sa han. Senere kom han paa
