Der flammet et baal paa peisen i det store dobbeltværelse, da Fjeld og Huysmann traadte ind. Den graa etagekuffert stod paa sit stativ, Fjelds ulster hang paa stumtjeneren — ja endog hans cigarkasse stod paa skrivebordet.
Huysmann gik hen til ilden, varmet sine hænder og gned sine lemmer. Hans ene øie var frygtelig ophovnet, og der var ellers mange spor efter næveslag i det brede tyreansigt. Men det syntes ikke at genere ham. Han kastet sig i en lænestol.
— De er altsaa dr. Fjeld? spurte han, mens han med en pennekniv renset sine negle. Det er Dem, som natten til 5te oktober myrdet Mario Heredia.
— Nei, sa Fjeld, De tar feil. Mario Heredia faldt paa sine gjerninger. Han kom op til mig for at gjøre sig delagtig i en hemmelighet . . .
— Banktyveriet, mumlet Huysmann.
— Naa ja — som De vil. Jeg viste ham døren. Han overfaldt mig med en spansk kniv paa den lumskeste maate — Han vilde rispe maven op paa mig . . . — Misericordiasnittet, sa Huysman hen i veiret.
— Saa skjøt jeg ham ned, fortsatte Fjeld. Det vilde enhver ha gjort.
