en armslængde ut fra sig — og saa dypt, at han følte, hvorledes det trængte ind i det ishaarde underlag . . . tok et fast grep om haandtaket . . .
Fjeld forstod straks Hollænderens manøver, grep silketauget og tvindet det om sit haandled, lænte sig op til gjerdet og halte til av al sin kraft. Han saa, hvorledes Huysmanns tunge krop svinget rundt opover mot fonnens skraaning, han saa, hvorledes den brede skikkelse med en utrolig behændighet trak benene til sig, sparket fra og kastet sig opover. Han rev brækjernet med sig, byttet det over i venstre haand og hus det ned i isen . . .
Der hørtes et tungt støn i ismassen. Den store centnertunge snekam var løsnet og sank omgit av en taakedamp i dypet. Langt dernede hørtes en dump lyd, og en vældig fontæne hævet sig over den hvite snebelagte isflate, der splintredes som glas under den forfærdelige vegt. Hollænderen laa urørlig paa maven med den venstre haand knuget om jernet. Hans føtter hang utenfor dypet, men kroppen syntes at befinde sig paa sikkert underlag. Der gik flere minutter uten at Huysmann gav livstegn fra sig. Han ventet øiensynlig paa en ny utglidning. Eller hadde spændingen lammet hans kræfter i det avgjørende øieblik?
Saa hævet han endelig hodet. Og Fjeld syntes, at han i halvmørket saa et eiendommelig smil lyse op i hollænderens ubevægelige ansigt, — et haanlig grin ut imot avgrunden, som paa en saa uformodet maate var snytt for et offer.
Uten store vanskeligheter foregik resten av opstigningen, den samme vei, som Fjeld hadde gaat op. Og kort tid efter sat der to mænd ved plankegjerdet. Uten at veksle et ord gik de op mot linjen i forsigtig avstand fra hinanden.
De avgav et ynkeligt skue. Hollænderens ansigt bar tydelige merker efter Fjelds næver, det ene øien-
