hadde ofte staat ved hans side. Han hadde set en revolvermunding i øinene og aldrig hadde glimtet fra en kniv faat hans haand til at ryste. Om nogen minutter vilde svelget favne ham. Det skulde saa være. Allah kerim!
Jonas Fjeld kunde ikke frigjøre sig fra hollænderens likegyldige og rolige blik.
Det var som om det bleke ansigt mante ham til at kjæmpe for livet. Jeg er fortapt, sa det. Se nu til om du kan klare dig.
Fjeld tok et overblik over situationen. Snefonnen var brat, men det maatte la sig gjøre at forcere den trin for trin. I sin vest hadde han indsyet to lange brækjern og et tyndt silketaug med knuter og løkker — av den sort, som er uundværlig for en indbrudstyv. Fonnens underlag var haardt, — det var kun den ytterste alen nysne, som var forholdsvis bløt. Han bandt silketauget fast om det længste brækjern, tok det andet i haanden og begyndte saa opstigningen, trin for trin. Det lange brækjern med tauget fæstet han dypt ned i det haarde underlag og heiset sig med den ytterste langsomhet og forsigtighet op alen efter alen i det han klorte sig fast med det andet jern. Paa denne maate lykkedes det ham i løpet av et kvarter at avancere de faa meter op til skraaningen.
Der fik han til sin glæde se kanten av et halvt nedsned plankegjerde, som strakte sig en halv alen utenfor avgrunden. Han var reddet. Nogen minutter senere hadde han svinget sig op over den ytterste planke. Det var en sneskjerm og foran ham laa jernbanelinjen.
Fjeld kastet et blik bak sig. Dernede laa endnu hollænderen, men skavlen var blit mindre og mindre og legemet syntes næsten at svæve over avgrunden. Han kunde ikke frigjøre sig for dette syn. Det var hans fiende, som befandt sig dernede paa broen mellem
