gen, og han hadde ryggen fri. Den ene haand var skjødesløst stukket ind i en av kappens store skraalommer.
— Erko er gaat tilsengs, sa Fjeld rolig. Men vi forstaar, hvorfor De er kommet hit. Og da kan De jo likesaa godt konferere med mig. Jeg vilde imidlertid være taknemmelig, om De lot være at fingre med den revolver, De har i brystlommen. Konversationen faar altid noget tvunget ved sig, naar en av parterne tyr til bevæbnede argumenter. En Browning — ikke sandt?
Heredia lo forcert. — De har ret, sa han. Nøiagtig en mand efter mit sind. Ingen dikkedarer og komplimenter. Like til saken. Altsaa — hvormeget gir De for at jeg skal glemme den kjendsgjerning, at Ilmari Erko for tiden er den eneste mand i verden, som har kunnet lage slike staalbor som de, der er benyttet igaarnat? . . . Men jeg kjender Erko. Han er et geni, men en troskyldig nar. I denne sak har han været hammeren, men De haanden. Et smukt arbeide -— min kompliment! Jeg kjender endel av Deres kolleger i Berlin og Paris, — de vilde gi halvdelen av sit liv for at kunne klare et panserhvælv med saamegen eleganse. Jeg vet ogsaa av folk, som gjerne vil gaa i kompani med Dem og vise Dem veien til hvælv, hvor der ligger millioner — ja milliarder ophobet.
Argentinerens stemme hadde faat en underlig hæs og ophidset klang.
— Vi kommer bort fra hovedsaken, sa Fjeld tørt De forivrer Dem. Jeg indrømmer villig, at det er mig som har tat disse pengene. Men jeg agter ikke at dele med nogensombelst. De faar ikke en øre, Signor Heredia.
— Men De indrømmer altsaa, at det er Dem, som har neglet den halve million ved hjælp av Erkos staalbor og sprengstof?
