stationen. En behagelig aften dr. Fjeld, og tak for Deres sidste vink. Ikke ilde. Jeg haaper paa Deres diskretion. Farvel! . . .
Fjeld blev sittende alene.
Loven og pressen var gaat hver til sine pligter. Men forbryderen, det jagede vildt, sat der i ensom uberørthet og lot de blaa ringe bølge sammen over sit hode og nød den glade larm omkring sig, — de blanke, fristende kvindeøine og hele den straalende jagt efter at fylde den graa hverdag med nogen timers dans i forgaarden til Venus og Bacchus’ templer.
Da klokken var et gik Fjeld hjemover. Han hadde faat ro og balanse. Hvad skulde han med kjærlighet, egteskap og en uavladelig slet samvittighet?
For ham fandtes der ét av værdi her i verden: Den daglige spændings nydelse og troen paa det ensomme menneskes suverænitet. Han sorterte ikke under borgerskapet, han levet utenfor loven, — han stjal og han dræpte, — kun dækket av sin egen vilje og sin egen klokskap . . .
Saaledes gik Jonas Fjeld langsomt til sit hjem. Han hadde valgt livets uveir, — han følte nydelsen ved at piskes av spændingens storme. Han var en av de lykkelige ulykkelige, som lider av selvforbrændingens begjær, for at frelse sig fra det overmaal av livsattraa, som fortærte ham. Det var den overmenneskelige livsenergi, som fører én ind i vanvid, en anden i samfundshat — Zarathustras lille fylking, der elsker krigen og forbrydelsen som natsommerfuglen de luer, i hvilke den skal fortæres . . .
Han stanset pludselig. Utenfor hans port stod der en mand og kek interessert gjennem sprinklerne efter at ha underkastet den merkelige laas en grundig granskning. Det var en liten bredskuldret fyr i en lang graa kappe og en spraglet engelsk reiselue.
