at han var trælasthandler Hansen fra Fetsund til tjeneste.
— Ser De, sa politifuldmægtigen, da han vendte tilbake til sit bord, det er en av de feiltagelser vi begaar og er nødt til at begaa. Hver eneste tysker, som er ankommet hit de sidste dage vil bli tvunget til at la sig fingeravtrykke. Og hver eneste abonnent paa „Frankfurter Zeitung“ vil gaa samme skjæbne imøte.
— Men kan det ikke tænkes, bemerket Fjeld sagtmodig, at vedkommende forbrydere har villet vildlede politiet med denne avis og dette tydelige fingeravtryk.
Politifuldmægtigen lo. — Kjære doktor, sa han mildt overbærende. De er visselig en udmerket mand paa Deres omraade. Men forbryderteknik kjender De ikke noget til. Vi mænd av faget har et sikkert instinkt for denslags ting. Vi lugter saa at si forbryderen og alle hans knep gjennem den skikkeligste maske. Det er den tykke tysker i den gule kappe, som sammen med en lokalkjendt hjælper har bedøvet Fredriksen, sprængt pengehvælvet med pikrinsyre eller skytebomuld og knepet halvmillionen.
— Undskyld, at jeg blander mig op i denne affære med mit ynkelige lægmandsskjøn, sa Fjeld med en ærbødig gestus for den overlegne sakkyndighet. Jeg gik tilfældigvis forbi banken for en stund siden og tok et overblik over de avfilte stænger i det vindu, hvorigjennem tyvene var kommet ind i lokalet. En tyk mand vilde aldrig ha kunnet trykke sin mave gjennem den trange aapning, hvis han da ikke var utstoppet, da konstabel Skullerud saa ham. Selv en mand av min statur og bredde vilde ikke uten vanskelighet komme gjennem det naaløie.
Politifuldmægtigen maabet forundret. — Det er ikke saa dumt, hvad De der sier. Jeg har sandelig ikke set saa nøie paa stængerne. Undskylder De . . . jeg maa nu ned og kike paa de tyskere, som er bragt ind paa
