forsøk, som er gjort for at opdage den haand, som med saa stor kraft og sikkerhet har rammet denne mand i hjertet.
Nu staar det kun tilbake for os at undersøke, hvorledes staalet i løpet av faa sekunder har skaaret dette kraftige legemes livstraad over . . . . . .
Obduktionen var forbi. Professoren vasket sine hænder og kaldte paa en høi ung mand, som hadde været hans nærmeste medhjælper under den lange retsmedicinske undersøkelse.
—Min kompliment, dr. Fjeld, sa han. Deres formodninger slog til. De har ære av den sak . . . Bare De nu ogsaa kunde hjælpe politiet med at finde morderens morder. Jeg tænker vi fik se et andet fysiognomi end dette banale forbryderhode og al denne unyttige muskulatur. Eller hvad mener De?
Den unge mediciner rettet sig. Det var en anselig skikkelse, og han var vel saa bredskuldret som den mand, som laa under likklædet. Det rolige, blonde ansigt med de klare, milde øine hadde et eget troværdig uttryk, da han svarte: Hvis han er den mand, som professoren tror, vil han aldrig bli grepet.
Den gamle kirurg blev staaende i dype tanker. — Jeg ser hele situationen for mig, sa han. Den unge forbryder, som tror sig ubemerket, tar sin tilflugt til sin veninde. Men han finder en anden mand hos hende. Da vaakner atter mordlysten hos ham. Han styrter sig over kvinden, kvæler hende med et eneste grep og vender sig med kniven i haand mot den fremmede. Han nøler, han vakler . . . ti manden likeoverfor ham er hans mester — Han føler det. Der staar morderen av instinkt paa den ene side, den brutale fysiske kraft, og paa den anden side en kold, kjølig hjerne, som vet, hvad han vil — forbryder-dyret mot forbryder-mennesket. Utfaldet av den kamp er git paa forhaand. To knivstik i hjertet ført med en forbausende sikker-
