forsvundet . . . Med en beundringsværdig kløgt, som jeg ikke skal gaa nøiere ind paa, hadde han skjult sine spor.
Og her staar jeg ved denne lange digressions hensigt: Den at paapeke for Dem, mine herrer, de forskjellige forbrydertyper, som denne sak har aabenbart. Paa den ene side denne mand her med de stupide mordlyster og en viss elementær snedighet—paa den anden side den ukjendte drapsmand, som kanske har handlet i selvforsvar, men som i alle tilfælde like til de mindste detaljer har dækket over sin gjerning . . .
Det skulde undre mig, om ikke denne ukjendte mand, som tilfældet har spillet ind i dette drama mellem morderen og hans kjæreste, hører til de sjeldne forbrydelsens genier, som ved denne begivenhet er vakt til bevissthet.
De moderne forbrydere er tiltrods for alle de tekniske og haandverksmæssige midler, hvormed de er utstyret, en noksaa defekt type. De har saa altfor mange svake punkter. Kan hænde at de utfører sine forbrydelser med stor behændighet og raadsnarhet, men de forstaar ikke at dække sig mot paagripelse. De vælter en plogfure av indicier efter sig.
Men jeg sier saa stort et ord, at hvis en mere end almindelig klok og intelligent mand med selvbeherskelse og fremsyn slog ind paa forbryderbanen, vilde politiet staa magtesløst likeoverfor hans arbeide. Sherlock Holmes er desværre bare en romanhelt. Virkeligheten er opdagelseschef Mossin og politibetjent Rynning.
Ja — mine herrer, dette er som sagt en digression paa et omraade, som ikke henhører til mit fag. Men lægen vil altid staa i et nært og interessert forhold, ikke bare til forbrydelsens haandgribelige resultater, men ogsaa til forbrydelsens ætiologi.
Kandidat Fjeld, som hadde det held at komme denne sak nær ind paa livet, vil kunne berette om de ihærdige
