skrudde han laaket til og rettet det merkelige vaaben mot motorbaaten.
Der hørtes en underlig fræsen. I næste øieblik stod en høi flamme mot himmelen. Det var som en lynstraale fra selve havets bund. Ingen røk og intet smeld fulgte, — kun et voldsomt lufttryk som rev Katarinas storseil i filler og slog de to mænd til dækket.
Motorbaaten var slukt av havet. Intet spor saaes av den. Francois Delma, den store forbryder, den glade journalist, Europas skræk, var død. Han laa nu paa den store kirkegaard — det mægtige hav, som har saamange lyse melodier om livet og saamange klagende sange om døden.
— — — Men bølgerne, de store budbringere, rullet uforknyt indover mot den gryende dag. De fandt langt inde mot skjærgaarden, hvor Paternosterfyret hæver sine mørke konturer, en dødstræt svømmer, hvis sjæl allerede var sønderrevet av dødens bitterhet, men hvis legeme endnu kjæmpet den sidste kamp . . .
Og derinde mellem de sorte, farlige skjær, hvorfra fyret sender sine hvasse glimt ut i natten, lød der tydelig i dragsugets stønnen, i havsprøitens susen:
Pater noster — pater noster — — —!
De skibbrudne sjæles bøn for almagtens trone.
