Det er 4 kvartmil. Kanhænde jeg greier det, hvis ikke . . . — Og Jonas Fjeld tok den lille finne i sine arme og kysset ham paa begge kinder.
— Husk det, du lovet mig, hvisket han. Vern om mit minde — sig hende — — — Hans stemme kvæltes av bevægelse.
Men Ilmari Erko, den store opfinder, graat som et litet barn ved sin vens bryst . . .
Der hørtes et let plask i læ og kort efter forsvandt Jonas Fjelds blonde hode i den bleke sommernat . . .
Motorbaaten nærmet sig langsomt. Naa hvad blir det til, ropte den uniformerede og svang truende riflen.
Jens hadde imidlertid sat fokken over og langsomt svinget „Katarina“ mot nord. Nattebrisen var kommen og kutteren gjorde allerede stor fart. Et brøl av raseri hørtes fra motorbaaten over den uventede manøvre og et skud pep gjennem takkelagen. Det saa et øieblik ut til at „Katarina“ atter skulde slippe fra sin forfølger. Men nattebrisen er lunefuld. Tyve minutter efter løiet vinden helt av og den røde motorbaat naadde atter op i høide med sin motstander. Det var allerede begyndt at lysne og Erko saa nu tydelig de tre mænd, som befandt sig ombord. Manden ved roret var høl og mørk . . .
Han slap pludselig kikkerten. Hans ansigt blev mørkerødt av raseri. De har lurt os, skrek han indætt. Det er Delma, som er efter os, den forbandede usling. Der fins ingen politimand paa den baat. Fjeld har gaat i døden uten nytte . . . Det er Europas værste forbryderpak, som er i hælene paa os . . . men vent . . .
Den lille finne fraadet av raseri. Der stod et hvitt skum om hans læber. Han tok frem det lange rør, som han med saamegen forsigtighet hadde bragt ombord. Det var en kikkertlignende gjenstand som stod paa et messingstativ. Han skrudde av laaket i den ene ende og puttet en lang staalcylinder, som endte i et tyndt glasrør, ind i den lille kanon. Saa
