— Skal vi ta spinakeren, spurte Jens. Den begynder at blaffe.
— Nei, skrek Fjeld. Vi gaar utenom leden, og da faar vi vinden ret agterlig.
— All rigth, knurret matrosen. Det gaar bra, sa kjærringen hun drog til helvede . . .
Fru Katarina og Erko sat nede i kahytten og lot som om de spiste middag. Sjøerne begyndte at forurolige dem nu, da kutteren strøk utenom de ytterste havskjær. De væltet sine hvite kammer ind mot baatens hæk, de løftet det slanke skrog fra den ene dønning til den anden, mens nordenvinden presset paa av sine vældige lungers fulde kraft . . .
Saaledes gik dagen. Fjeld forlot ikke roret. Han sat som støpt ved rorpinden, mens hans ansigt blev blekere og hans øine fik en feberagtig glans. Det var en haabløs kamp — nogen usle timers utsættelse. Han var landflygtig — ingen havn stod ham aapen.
Herute var han fri, men derinde ventet samfundets sporhunde paa ham. Det var som om han hørte haandjernenes klirren og den knirkende lyd av fængselsdørens hængsler. Nei — saa heller døden . . .
— Nu løier han, sa Jens. Det er længer mellem vindstøtene. Skal vi søke land. Om nogen timer er det mørkt.
Fjeld reiste sig. Det var tydelig, at Jens hadde ret. Seilene begyndte at slaa i dønningerne, og skummet paa bølgetoppene var forsvundet. Han gav roret til matrosen og undersøkte horisonten paa det omhyggeligste med sin kikkert. Motorbaaten var ikke til at øine.
„Katarina“ laa nu langt tilhavs. De ytterste fyr skimtedes saavidt. De stod som ensomme skiltvakter utenfor holmernes hær. Langt nede mot bakbord hævet der sig en høi galgeagtig jernstillas. Det var fyret paa Paternosterskjærene.
