Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/109

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Den Romerske Musam at søge til Ven,
Om Hjelp udi Verket betinge.
Men hvad vil jeg fare slig ubekandt Vei!
Se! Helicon ligger for langt ud af Lei,
Jeg frygter, mig Fanden maatt’[1] møde,
Om Natten paa Reisen tilføie mig Vold!
Thi hvo ved ei af de satyriske Trold,
Som vrimler i Ørken hin øde?
Hvad har vi fornøden Gudinderne ni?
Er ikke fra saadant vor Christendom fri?
Vi lade de Hedninger blive,
Og løse vor Tanker af Mørkhedens Baand!
Der findes i Norge vel noksom den Aand,
Som Gaver og Tunge kan give.
Hvad søge vi HErren i fremmede Land?
Er han i al Verden i mildeste Mand,
I Dag og i Morgen den samme?
Hvo haver opfyldet baad’ Himmel og Hav?
Er han ei den HErre, som Mennisken gav
Sin evige Visdom at ramme?
Belees bør billig de Hedninger ud,
Som slutted, at HErren var Bjergenes GUd,
Men ikke en GUd udi Dale.
Fy! hvilke Fantasters Indbildninger vrang!
Alt saadant vi lade henløbe sin Gang,
Foruden all vider Omtale.
Alene til HErren jeg føier mig hen,
Han vilde selv røre min maal-løse Pen
Og herudi giøre det bedste!

  1. Dette Verbum bruges hos P. Dass meget ofte i den gamle Betydning: „at kunne.“