Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/85

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

for ham at udfinde en Fernis, der ikke betog Lyden noget af dens Renhed, men han lærte senere dette af Sognepræsten paa Stordøen, Hr. Diderik Muus, en kunstfærdig Mand, der var baade Billedskjærer og Maler og har udført den smukke Altertavle i Stordøens Kirke.

Isak Botnens Fader, Nils, der naaede en Alder af 105 Aar, var i sit 85de Aar bleven blind, men fik dog fem Aar før sin Død Synet igjen. Derfor var Sønnen, som frygtede Faderens Skjebne, meget ængstelig for sine Øine. En fremmed Mand, der sent om Aftenen spurgte efter ham og fik til Svar: „Han sitte innar aa arbeje“, blev derfor ei lidet forundret, da han mærkede, at Isak i Bælmørke kunde forfærdige og indlægge det fineste Elfenben- og Træ-Arbeide paa sine Violiner.

Isak havde to Sønner, Nils, som blev en ivrig Jæger, og Thrond, der i Forening med Sjøhvat, Isaks Svigersøn, fortsatte Violinmageriet og solgte sit Arbeide med stor Fordel ved Kongsbergs og Røldals Markeder. Thrond og Sjøhvat levede begge endnu 1766. Hemmeligheden med sin Fernis havde Isak aldrig aabenbaret dem, saa at de først efter hans Død kom efter den, da de sandt hans Recept. Hverken Isak, Thrond eller Sjøhvat forstode selv at spille paa sine Violiner. Disse Violinmagere undgik ikke Beskyldningen for, at de havde opnaaet sin Dygtighed gjennem den sorte Kunst og ved Fandens Hjelp. Det fortaltes derfor, at da Thrond (eller Isak) døde og Liget paa Baad skulde føres til Kirken, opkom der et saa forfærdeligt Uveir, at man blev nødt til at søge Land og sætte Kisten af under en Fjeldhammer. Da man saa vilde hente den igjen, var den tom.

Bergens Addr.-Cont. Efterr. 1766, No. 46, hvor man finder den samtidige og paalidelige Beretning, der siden i udsmykket og forvansket Form er fremkommen i Skilling-Magazinet for 27de Mai