til at give Andre igjen, men de, der ikke selv havde foretaget saadanne Reiser, kunde sige Nei til dem, der kom i saadant Ærinde. Ogsaa i Nerike reiste Fæstemøen om, ledsaget af en ældre kvindelig Slægtning. Lignende Fortællinger har man fra Østergøtland. Fæstemøen bar her et lidet „Spø“ i Haanden, hvormed hun slog paa Døren, uden at gaa ind, og Husmoderen, der godt forstod Tegnet, bar saa Gaven ud uden at indbyde hende til at træde indenfor. I Dalarne fandt lignende Vandringer Sted, og der streifede Brud og Brudgom ogsaa ind i de norske Nabobygder, hvorfra saa atter skede tilsvarende Besøg til Sverige. Paa sine Steder i Sverige hændte det ogsaa, at Piger, uden virkelig at være forlovede, reiste om og udgave sig for Fæstemøer for at kunne drive dette privilegerede Tiggeri. Ved et „sockenstemna“ i 1691 blev det derfor i Nordre Vig i Østergøtland vedtaget, at ingen maatte drage om uden at være „præstfast“ (ɔ: trolovet).
Saavel i Norge som i Sverige blev denne Skik eller Uskik paa flere Steder formelig afskaffet dels ved Øvrighedens Paabud dels ved Bøndernes egen Beslutning. Paa Søndmøre fik Amtmand Solgaard 1730 Bustegangen standset; i Christianssands Stift forbødes den ved en af Kongen approberet Plan til ny Indretning af Fattigvæsenet af 5te Mai 1786. Gamle Skikke og Forestillinger ere imidlertid seige hos Almuen, og en Præst (fhv. Sognepræst Hertzberg i Haus) har meddelt mig, at endnu for ganske faa Aar siden Bustegangen enkeltvis har været forsøgt i Bergens Stift. I Bergens By findes et Fattighus, der benævnes „Bustehufet“. Man har villet forklare dette Navn af en Person Mauritz Bosted, der havde en Befatning dermed,[1] men ligesaa rimeligt tør det dog
- ↑ Norske Stiftelser, III. S. 1033.
