munkes og St. Olafs-Pilegrimes fordums Vandringer.[1] Peder Hersleb, Biskop i Akershus Stift, skriver saaledes i en Forestilling „om Betleriets Afskaffelse i dette Stift“ den 18de Decbr. 1736: „Saa maatte og til ubesindede Giftermaal nogenledes at hindre forbydes den Uskik, som paa nogle Steder i Stiftet længe har været brugelig, men nu begynder at tage Overhaand, at slige Nygifte skaffe sig strax en Hest og Slæde, fare dermed omkring den første Vinter i nogle Præstegjeld, hver paa sin Side, at bede til Bøling, det er at tigge til Husholdning, Uld, Lin, Boskab, Sædekorn, hvilket de kalde at munke, og det som er forunderligt, disse faa rigelig, saa at de fare hjem som ofteste at tømme Læsset og fare ud igjen, og med det samme faar deres Hest Vinter-Foderet, hvilken Hest de til Sommeren sælge, og Bønderne holde det for en Religion at give saadanne rigelig, thi saa kan deres Børn, naar de gifte sig, vente det samme. Men de Fleste, som faa det, have hverken Avling eller Plads, ikkun hugge sig en Hytte op i Skoven, æde op i Ladhed det, de har samlet, og siden ere de Betlere.“
Lignende Beretninger haves fra adskillige svenske Bygder. Saaledes var det i Smaaland for omtrent hundrede Aar siden almindeligt, at Fæstemøen før Brylluppet drog om i Hjemsognet og Nabosognene, ledsaget af en ældre Kone, der førte Ordet for hende, og der indsamlede Hamp, Lin, Uld o. s. v. Fæstemanden reiste om før Jul for at samle Havre og hed derfor ogsaa Havretigger, medens Bruden kaldtes Tona-Tiggerske (To ɔ: Hamp og Lin). De, som modtog saadan Hjelp, ansaaes forpligtede
- ↑ Om Munkes grove Tiggeri i 15de Aarh. se s. Ex. R. Keyser, Den norske Kirkes Historie, II. S.489. (Forbud af Aslak Bolt 1435). At tigge hed i Datidens Latin terminare.
