sit Udspring af Ærgjerrighed for at sidde blandt de første
Bønder tilbords i Bryllupper, fordi at i det Gjeld sadde
de i slige Sammenkomster ikke, som de vare gamle og
graa til, men efter deres Gaardes Storhed, hvilket gik
saavidt, at en Bonde, der sad for en halv Gaards Leie,
lod sig antegne i Matrikulen for en hel Gaards Bonde.“[1]
Endnu langt ind i forrige Aarhundrede var det i
en stor Del af Landet, især dog vistnok i Bergens Stift,
almindelig Skik, at nygifte Folk nogen Tid efter sit Bryllup
begave sig ud paa Vandring for at bede om Gaver,
navnlig af Korn. Man kaldte dem Bustemand og Bustekone.
Det heder herom i en Optegnelse fra 1723: „Efter en Maaneds Forløb reiser den nygifte Mand ud med en stor Sæk af bleget Lærred paa Ryggen det hele Præstegjeld omkring og sammenbeder Korn til en Hjelp i deres begyndte Husholdning, hvilken Hjelp de kalde Buste. Naar disse Bustemænd komme tilgaards og skal bede om Korn, gaa de aldrig ind i Huset, men staa udenfor og vente paa Kornet eller Gaven. Deres Bygdevis er saa, at om Bustemanden gik ind i Huset, var hans Buste forspildt. Vil Nogen give ham at drikke, da bæres det ud til ham
- ↑ Meddelelser fra det Norske Rigsarchiv, I. S. 128–129.
