Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/70

Slige Sammenkomster, der nu ere forsvundne, vare ældgamle og nævnes i vore Sagaer under Navn af sambarðarøl. Senere fik de Navn af Gilder. Som bekjendt blomstrede Gildevæsenet vel især i Byerne, men forekommer dog ogsaa paa flere Kanter paa Landet, hvor endnu Stedsnavne, som f. Ex. Gildeskaal i Nordland, Gildhus ved Drammen o. s. v. minde derom. Man har enkeltvis bevaret Lovene (de saakaldte Skraaer) for saadanne Gilder, og en saadan Gildeskraa fra Slutningen af det femtende Aarhundrede (1494), der indeholder Reglerne for et Gilde i Onareim i Tysnes, er meget oplysende. Man ser, at dette Gilde havde Medlemmer af begge Kjøn; der var fastsat visse Ydelser for hver Broder og Søster af Malt til Øl og Vox til Lys; medbragte man en Fremmed, skulde der betales noget vist om Dagen for ham; at bære Værge i Gildet var forbudt under Mulkt, ligesaa at den Ene undsagde den Anden eller tiltalte ham ilde. Sammenkomsten fandt Sted en Gang om Aaret paa dets Patrons, St. Olafs, første Festdag (29de Juli) og fortsattes saa de følgende Dage, saalænge Gildebrødrene fandt for godt og deres Mungaat holdt ud. Samlivet havde en religiøs Charakter; der holdtes hver Dag Messe, den sidste Dag særlig for alle christne Sjæle og især for Gildets Medlemmer; hver Aften skulde, naar Marias Minne var drukket, oplæses Navnene paa alle Gildets Brødre og Søstre, som vare ilive, hvorpaa Præsten skulde, iført sin Chorkaabe, afbrænde Røgelse og stænke Vievand over hele Huset samt messe Collecter, ligesom der ogsaa, naar St. Olafs Minne var drukket, skulde oplæses alle afdøde Brødres og Søstres Navne med requiem og de profundis, idet Gildelysene vare tændte. Madvarer synes ikke at have været sammenskudte, og Enhver har altsaa levet for sig af sin medbragte Niste; kun paa St. Olafs sidste Dag