forrette Messen. Omsider maatte da fire Mand af Menigheden lægge sig imellem og skille dem ad. Tilsidst blev dog Hr. Alf ved Kaldet. Han var en meget myndig Mand, og en Sorenskriver, som boede paa Gaarden Samsal, gav ham Øgenavnet Alf Pave. Dette fik Præsten at vide. Nu var det Alfs Skik, at han hver Søndag, før han gik paa Prækestolen, løb ud paa Kirkegaarden for at se, om nogen af Almuen endnu stod derude, og da at jage dem ind. Engang fik han her se Sorenskriveren, som den Dag var kommen sent afsted hjemmefra. Med en Øx, fæstet paa en Stav, gav da Hr. Alf Sorenskriveren et Slag i Hovedet og sagde: „Dette er en Skjænk fra Alf Pave.“ Sorenskriveren maatte da gaa blaa og blodig fra Kirke. Hr. Alf kaldte sig selv Menighedens Fader og sin Hustru Menighedens Moder. Han gjorde fra Prækestolen Bøn for, at Gud skulde bevare Menighedens Tjenerinde paa hendes Reiser, især til Lakefiskeriet paa Valøren i Faaberg, som laa til Ringsakers Præstebord, og til Christiania. Den første af hans Koner, „Margrete Præstegaarden“ kaldet, var ogsaa „en meget streng og husholderisk Kone“. Hr. Alf døde 1697.
Se „Prosteriet Hedemarkens geistlige Antikviteter“, et Manuskript forf. 1804 af Svensken Christian Carlstrøm, der senere var indviklet i Halvor Hoels Stemplinger. Mskptet findes paa Chra. Univ.-Bibl. (No. 385. 4.). I Bergens Stift benævntes Præstekonen stundom „Menighedens Tjenerinde“. (Norden, 4. S. 286). Et udsmykket og ubrugeligt Sagn om Hr. Alf findes i Bien, VII. 2. S. 29.
