metider hændte det da, at han sendte Bud til den forsamlede Kirkealmue med den Hilsen: „Idag kan I have Lov, mine Børn.“
Hr. Sørens Søn og Kapellan, Hr. Søren den anden, var hjemme i Bjelland, da der kom Budskab om Faderens Død i Kvinesdal. Han reiste da øieblikkelig til Kjøbenhavn for at søge Kaldet og skaffede sig Reisepenge ved at pantsætte en Sølvkande til Knut Finsland. „Paa hans Reise stimlede Folk sammen overalt, ikke alene i Norge, men langt ind i Sverige, saasnart det rygtedes, at det var en Søn af Bjellandspræsten, der kom, og gave ham fri Skyds og alt, hvad han forlangte.“ Søren den andens Søn, Hr. Søren den tredje, søgte og fik Kaldet 1737, anbefalet af Biskop Kærup „som den, der fremfor andre kunde prædike det af Almuen i Bjelland bedst forstaaelige gamle norske Fjeldmaal.“ Hans Død skal være fremkaldt ved et Slagsmaal ved Hordnes Kirke i Evje, hvor „en Embedsmand, Vahr i Faret“, kastede Præsten ud af Vinduet.
G. Bruenechs Saml. om Præsteskabet i Christianssands Stift, Mskpt. paa Chra. Univ.-Bibl. (efter Kaldsbøgerne, tildels ogsaa efter Meddelelse af afd. Sognepræst Carlsen i Bjelland). A. Faye, Christianssands Bispe- og Stiftshistorie, S. 255. Flere af disse Sagn har Forf. ogsaa selv hørt af Almuen i Amtet. Med Hensyn til Fortællingen om Hr. Sørens Eventyr i Østerlandene kan sammenlignes „Kort og sandfærdig Journal af Anders Christensens lykkelige og ulykkelige Reise fra Christiania i Norge 1674 og til Stedet igjen 1700“, Kbhvn. 1728, en i sin Tid meget læst Bog (jfr. Werlauffs hist. Antegn. til Holbergs 18 første Lystspil, S. 93 og 498), hvis Forfatter, en indfødt Christianienser, meddeler de besynderligste Historier om hine Hændelser i Arabien og Persien.
