der i Et og Alt levede paa Bondevis og gik til sine Annexer om Vinteren paa Skier.
Af de Fortællinger, man har om gamle Hr. Søren er den udførligste nedskreven af en af hans egne Sønnesønner i Søgne Kaldsbog. Hvor selsom den end er, maa der dog vel altsaa være et og andet sandt Træk deri.
Hans Fader var (siger Sønnesønnen) Thorn Schive, kongelig Foged i Stavanger. Denne sendte ham til sin Broder, en meget rig Kjøbmand i Throndhjem, hvor han kom i Latinskolen. Det hændte sig, at Kongen[1] kom til Byen og boede hos Kjøbmand Schive en Uges Tid. Ved Afreisen lod han ved en af sine Herrer tilbyde sin Vert en Naade. Denne svarede, at det var ham Naade nok, at Hans Majestæt havde boet i hans Hus, men han havde en Brodersøn, som han vilde bede Kongen at tænke paa. Søren fik da Lov at kysse Kongens Haand og fik Løfte om Befordring i sin Tid. Nogen Tid efter reiste Søren til Kjøbenhavn for at blive Student. Farbroderen forærede ham nogle tusinde Daler, og Kongen gav ham siden ogsaa Penge til at reise udenlands for. Han kom til Wittenberg og „de fleste europæiske Akademier“ og var borte i syv Aar. Da han kom tilbage, var han en Tid „den da levende Prindses Informator“, men blev snart „atter befalet at udreise og gjøre sig bekjendt med kongelige Hoffer“. „Thi reiste han atter udenlands i fjorten Aar, ei alene i Europa, men og i Asia. Han steg til Ritmester i Italien, Juris consultus i Frankrige og Løitnant i Rom under Paven, men maatte skjule sig paa Inkvisitionsdagen. I Persien blev han overfalden af Røvere.
- ↑ Dette skulde altsaa have været Christian IV., der dog ligesaalidt som nogen anden Konge fra Christian II. til Christian V. nogensinde har været i Throndhjem.
