hentet Efterretning om hans tilforn brugte Opførsel i Zwickau.“
I Tidens Løb fremstod imidlertid af det i Begyndelsen saa ilde ansete Bergmands-Samfund paa Røros en kjæk og kraftig, arbeidsom og forstandig Befolkning, hvis Rygte er netop det modsatte af, hvad deres Stamfædres var for to hundrede Aar tilbage i Tiden.
Paa Gaarden Vold i Meldalen i Throndhjems Stift
boede omtrent 1650 en Bonde Oluf Jonssøn, som havde
tre Sønner, Jon, Lars og Arnt. Lars blev Bygdeskrædder.
Som han engang ved Mikkelsdagstid var ude paa
sit Haandverk og skulde gaa mellem Gaardene Lien og
Søraasen, lagde han sig til at sove underveis, og da han
vaagnede, fik han se, at Stenene rundt om havde en
en dristig Calumniant, der groveligen havde angivet og beskyldet Magistraten i Christiania. – – Omsider, som jeg for rum Tid siden har hørt, har den gemene Mand eller Almue paa endel Steder her i Landet gjort en Leg af denne Straf, naar de i Bryllupper den anden Morgen samledes paany, at de unge Mennesker ligesom paa en alvorlig Maade efterspurgte, hvorledes Gjesterne sig Natten over havde forholdet, og endskjønt de intet strafværdigt fornam, maatte dog nogen Slags Skyld En og Anden, ofte den hæderligste og alvorligste Mand blandt dennem, paatydes og han tildømmes at aabne deres Bal og dandse med en Sten-Sæk paa Ryggen, hvilket han ikke maatte unddrage sig fra. Dette havde blandt andet fornemmeligen Hensigt til at unde Musikanten nogle Skillinger.“
