Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/212

1771, da Struensee havde givet Pressen fri, udkom et lidet Skrift: „Det frivillige Slaverie eller kort Begreb om Sølvværket Kongsbergs nærværende Tilstand“. Som Titelen viser, gives her et trist Billede af Bergalmuens Kaar, og disse skildres heller ikke som meget lyse af Dr. med. Henrik Rosted, en dansk Mand, der i 1792–1802 var Læge paa Stedet. Han tillægger imidlertid Almuen selv den væsentligste Skyld og klager stærkt over de tidlige Giftermaal og Kvindernes grændseløse Dovenskab. „Den allermindste Anledning er nok for dem til at løbe omkring at glane. Der gives faa Dage, paa hvilke der ikke forefalder Barnedaab, Vielse eller Ligfærd, og ved disse Leiligheder finder man stedse Kvinder i Hobetal. Da jeg en Formiddag kom ind i en Bergmands Hytte, fandt jeg tre Koner, som spillede Kort og drak Kaffe, og disse Damer lode sig aldeles ikke forstyrre ved min Ankomst. Bergarbeideren maa stedse blive en Skrantning og en Prakker, og hans gustne, blege Legeme ligner snarere en vandrende Skygge end et Menneske. Ikke destomindre føler han sig paa en vis Maade lykkelig. Født og opdragen inden Bergstadens snevre Grændser, vant til fra den tidlige Ungdom at fare an i Gruberne, har han faa Nødvendigheder og kjender ingen Trang dertil. Bergstaden og dens Gruber er hans Verden. Af denne Grund kjender han ingen større Lykke end at saa sine Børn anbragte til Bergarbeide. Deres Forlystelser ere saare indskrænkede. St. Hans-Dag pynte de deres smaa Hytter med Løv, Ungdommen opreiser en Maistang og synger og dandser omkring den. Om Aftenen antænde de Blus paa Aasene om Staden og paa Elven ved at stikke Ild i gamle Tjæretønder. Den anden Glædesdag er den saakaldte Drikkedag ved Julehøitiden; da samles Unge og Gamle i den tidlige Morgenstund og drage i Procession med tændte