Skikke fra sit Hjemland.[1] Allerede i Kongsbergs Sølvverks Barndom omtaler en Præst i Christiania, Mikkel Pederssøn Escholt, Spøgelserne i Malmgruberne. „Nogle af disse Gespenster gaa og skjøtte sig selv, andre derimod forfølge og dræbe Berggesellerne.“[2] Man vil ogsaa i i Maurits Hansens Noveller, især i „Polykarps Manuskripter“, finde Tegn til, at slige Eventyr endnu have været kjendte i hans Dage. Et Sagn af denne Art er optegnet i en af de ældre Beskrivelser over vort Land og lyder saaledes:
„Hvem som udi Norge finder nogen Erts af hvad Slags det være kan, og det aabenbarer, bliver med Frihed og Foræring derfor benaadet. Herom er det mig sandfærdelig sagt og for vist berettet, at der er engang En udgangen ved Navn Hans, en Berggeselle, med hvad som han dertil vilde bruge, at lede efter Sligt. Og som han er kommen paa et Sted, hvor han formente, efterat han havde prøvet med Riset, at han havde antruffet og fundet et rigt Sted, begyndte han der at hakke og samle noget til en Prøve, og som han saa hakker, tykkes ham, ligesom En slog ham med en flad Haand paa hans Ryg eller Skuldre, efter hvilket Slag han blev saa afmægtig, at han maatte overgive sig og neppelig kunde gaa derfra til sit Herberg, og hvad han havde samlet, det maatte han lade blive paa Stedet hos sit Redskab. Da han kom hjem, gik han tilsengs, hvorefter han spyttede Blod og levede ikke længer end to Dage derefter. Og gav han, førend han døde, god Kundskab om Stedet og hvad
