til Skydsfølget var vel af Gaarde. Men alt dette kunde Anders dog have sparet sig, thi Kongen tog en anden Vei, og disse Skydsfolk kom ikke til at saa ham at se.
Amtmand Solgaard, som boede paa Moldvergaard ved Aalesund, havde ventet, at Kongen vilde taget ind til ham, og derfor gjort store Forberedelser i sit Hus, hvorfra der vaiede fire og tyve røde Vimpler. Men Christian „havde hørt adskillige mistænkelige Ytringer“ om Amtmanden og tog derfor i Land paa Brunholmen. Amtmanden bad ham da gjentagne Gange komme over til sig, men fik i dets Sted Befaling selv at drage over til Brunholmen. Det turde han ikke, og „der kom derfor Bud til Kongen, at Amtmanden var død om Natten.“ (Han levede dog rigtignok endnu ni Aar senere).
Paa den Tid var Hr. Peder Strøm (S. 53–54) Præst i Borgund, „han og Kongen havde studeret sammen i Wittenberg,“ og derfor skulde han nu prædike. Der blev da i Herberget paa Brunholmen indrettet et Rum til Gudstjeneste. Tversover Gulvet satte man et Stakit, og indenfor det sad Kongeparret og Hoffolkene, men udenfor det kunde hvem, som vilde, komme, saalænge Pladsen strakte til.
Da Veiret var slet, maatte det kongelige Følge blive flere Dage i Aalesund, som da ogsaa fik Navn af Taalesund. Da man endelig kunde komme afsted, havde Sophie Magdalene vanskeligt for at komme i Baaden, thi der manglede Landgangsbrygge. Da tog Lars Paalssøn Ingeset, Tjenestedreng hos Manden paa Brunholmen, Dronningen paa sin Arm, som hun stod der i fuld Reisedragt, og bar hende til stor Forbauselse for alle Tilstedeværende ned i Baaden som Ingenting.
Meddelt af P. Fylling i Møringen 1870, No. 11–12. Amtmand Solgaard er formodentlig den samme Christian Solgaard,
