længe Tyven havde dem paa sit Legeme, nyttede det ikke at røre ham. Da de havde været sammen en Stund, foreslog han derfor sin Kammerat, at han skulde vaske sin Skjorte, da den ikke havde været af ham i syv Aar. Haugnesen gik ogsaa ind derpaa, og Skjorten blev vasket og ophængt. Da han saa var falden i Søvn, tog Alexander Tampen frem. Ved det første Drag vaagnede Haugnesen og raabte“. „La meg faa paa meg Filla mi, saa ska me tel at byta Supaskvetten, me leivde i Gaarkveld.“ „Nei, inkje fleire Supatraug,“ skreg Alexander og drev saalænge paa med Tampen, som der spandt Liv i Haugnesen. En anden Fant, som hed „Lille-Haugnesen“, og som streifede om med en Bande paa syv Mand, skal ogsaa være bleven ihjelslaaet af Alexander tilligemed alle sine Staldbrødre. Denne Dyst ansaa Alexander selv som den haardeste, han nogensinde havde udstaaet.
Omtrent 1720 var Alexander flyttet fra Skoue Sogn til Stadsnes i Borgund, og ogsaa fra hans senere Tid har man Fortællinger i Mængde om hans Kampe med alskens Tyvepak. Han beskrives som en Mand af Middelhøide, skulderbred, men lidt pukkelrygget, gik med sorte Knæbuxer, sid, snehvid Kufte og bredskygget Hat. Af Haandtering var han Kjedelflikker og Kobbersmed. Hans Dødsaar kjendes ikke med Bestemthed.
Med sin Kone Kari havde Alexander mindst ti Børn, og endnu leve Flere, om hvem man med fuld Sikkerhed ved, at de nedstamme fra ham. Hans Søn Ole Alexanderssøn blev indsat som Stodderkonge paa Søndmøre, som Faderen før ham havde været, i Aaret 1758. Han havde arvet Faderens Tamp med Blyloddet i og brugte den paa Tyvepak, ligesom han. Især ved man at fortælle om et Fantefølge, som Ole overraskede paa Sand-
