ham. Hein rider hen til ham og med sin Ridepisk hugger ham om Øinene paa Retterstedet. Siden slog Samvittigheden ham, blev ligesom henrykt, lod sit Skjæg voxe sig langt ned paa Brystet, skikker Bud efter Manglestokken, hvormed Ulykken var gjort, har den daglig for Øine som et Øiemed for hans Tanke. Omsider skjærer han den i smaa Spaaner og tillige afskjærer sit Skjæg og indvikler Spaanerne, Stykke for Stykke, i Haarene af Skjægget og tilsidst kaster det paa Ilden. Kort Tid derefter dør han.
Denne Kriminalhistorie er taget af Kancelliraad Carl Deichmans Optegnelser (Mskr. paa Chr.a Univ.-Bibl.). Om Hovedpersonerne i de her fortalte Begivenheder kan anføres Følgende: Povel Glud blev 2 Marts 1695 fra Lagmand i Fredriksstad udnævnt til Amtmand i Buskerud og levede i denne Stilling endnu i 1718, men i 1720 omtales som hans Enke Maren Moss. Major (ikke, som Deichman kalder ham, Oberstløitnant) Fr. Richelieu til Sæm døde 1720, og hans Enke, Ide Christiane Glud, besad Gaarden endnu 1722. Af Familien Hein (eller rettere von Heinen) vare ved samme Tid to Brødre ansatte i den norske Armee, Sønner af Generalmajor Albrecht Christopher v. Heinen, i sin Tid Kommandant paa Bergenhus († 1712), men hvo af disse Brødre der er den os her vedkommende, er uvist.
En Bonde i Christianssands Stift, Knut Knutssøn, havde i Aaret 1705, i sit 81de Aar, begaaet Leiermaal med sin afdøde Hustrues Søster, Ingerid Tollaksdatter, som var 39 Aar gammel. Begge dømtes til Døden, men flygtede tilfjelds, skjulte sig 30 Aar i Skoven og levede der „som Eremitter af Jagt og hvorledes de kunde“, indtil Kvinden blev 70 og Manden 111 Aar gammel. Da
