mer, var imidlertid en Mand, som, hvor han kom, blev Uvenner med Bønderne. Allerede før havde han i Christianssands Stift spillet en Rolle under de Uroligheder, som Christian Jensen Lofthus havde fremkaldt i Nedenes og Raabygdelaget. Nu paastod Hammer, at det eneste Middel til at faa Skik paa Lærdølerne var at bringe dem ind under militær Tugt. I al Stilhed fik Sognepræsten, Castberg, Paalæg om at udarbeide Lister over de unge Mandskaber, saaledes som andensteds var brugeligt, og 1799 udvirkede Hammer Befaling til, at der skulde indrettes Lægder og holdes Session. Denne blev berammet, men Lærdølerne tvang først Præsten til at udlevere sine Lister, og da Sessionsdagen kom, mødte fra Lærdal og Borgund ingen Ungdom, men kun de Gamle, og disse erklærede, at de ingen Udskrivning vilde vide af, fordi Kongens egenhændige Underskrift manglede under Befalingen. Aardølerne derimod fandt sig i, at deres unge Mandskaber indførtes i Rullen.
Dette skede i Oktober 1799, og saaledes stod Sagen hen i næsten tre Aar. Et Par Gange sendte Bønderne, som ofte i den danske Regjerings Tid, sine Talsmænd til Kjøbenhavn for at faa Kongen til at lade Sagen falde, men forgjeves. Den danske Regjering pleiede dog altid at være lemfældig, saalænge det gik an. Nye Sessioner berammedes, men forgjeves. Ved en af Sessionerne, ved hvilken Generalkrigskommissær Haxthausen var tilstede, var det nær kommen til Blodsudgydelse.
Endelig tillystes en ny Session i 1802, hvor militær Magt skulde anvendes for at tvinge Lærdølerne, og en dømmende Kommission udnævntes, som til samme Tid skulde tage Sæde i Lærdalsøren. Et Kompagni lette Infanterister skulde oprettes af de unge Mandskaber i Bygden.
