efter Moderen Mette-Elling. Engang, førend Mette-Elling endnu var udskreven til Soldat, mødte han en høi Officier ved Navn Lossius i Gulsvikbakkerne. Lossius raabte til ham, at han skulde kjøre af Veien. Men Elling havde to Heste og tunge Læs og kunde ikke. Lossius slog da til ham, og Elling sagde: „Slaar du mere, slaar jeg igjen!“ Lossius slog, og Elling drev til ham, saa Officieren stupte med sin Slæde. Da nu Elling siden blev udskreven, maatte han for denne Sags Skyld løbe Spidsrod paa Tanbergmoen paa Ringerike, og der havde da samlet sig en stor Mængde Fruentimmer for at se paa. Da nu Elling havde løbet mellem Soldaterne for tolvte og sidste Gang, snuede han sig imod Kvindfolkene og raabte til dem: „Aa kanske jeg lyt gaa igjennem Herkehorgen en Vending til, saa de faar se det alle de væne Førkjer, som ere her idag.“ Saa gjorde han nogle Rundkast for at vise, at han ikke brød sig om Slagene. Men Mette, Mor hans, havde fulgt ham til Tanbergmoen og kjøbt en Tønde Brændevin til Soldaterne, at de skulde „line paa“ Slagene, naar Elling skulde løbe Spidsrod.
J. E. Nielsen: Søgnir fraa Hallingdal. Chra. 1868, S. 21. I hin Samling forekomme flere tildels interessante Sagn om den samme Villands-Æt. De ere med nogle Forøgelser gjengivne i Norske Bygdesagn, 2den Samling.
