kaldte Christen og Ole for sig, roste deres Mod og Troskab og bød dem nogle Dukater. Men Christen Knutssøn svarede: „Jeg skyder ikke Folk ihjel for Penge!.“ Han modtog dog tilsidst et Par Dukater som en Erindring om Prindsen.
J. N. Wilses Beskrivelse over Eidsberg i Top. Journal, H. 16, S. 119–120. Endnu over tredive Aar senere levede begge disse Nordmænd, Christen Knutssøn som Sergeant paa Gaarden Tokkerud i Eidsberg og Ole Nilssøn som Husmand i Nærheden af Christiania. Suhm hae (Saml. Skr. VI. S. 91–92) poetisk forherliget denne Daad, der ogsaa er omtalt i Mallings store og gode Handlinger. (3. Oplag, S. 60–61).
I den Tid, da der overalt i Danmark og Norge, fra „Elben til Vardøhus“, kommanderedes paa Tydsk, lærte Soldaterne, selv om de ikke udkommanderedes til tydske Landskaber, uvilkaarlig en Smule af sine Befalingsmænds Sprog. Flere tydske Ord kom paa den Maade i Brug, saaledes siges i det Throndhjemske endnu „Singgott“, naar man skjænker Øl eller Brændevin. I Stavanger Amt havde man Ordsproget: „Eg kan høyra paa dit Tysk, du hæve kunne Norsk før.“[1] Provst Müller omtaler ogsaa i sin Jarlsbergs Provsties Beskrivelse (Kbhvn. 1772. S. 143) saadanne Soldater.
En Vossing, som hed Knut, havde været udenlands som Soldat i et Aars Tid. Da han saa en vakker Solskinsdag kom reisende hjem, traf han Skyldfolket sit ude paa
- ↑ Folkevennen. 7. Aargang. S. 24. Norske Magasin III. S. 229.
