men overladt den til dens forrige Leilændinger, hvorfor disse siden opførte sig som Kirkeeiere og gjorde sig de omliggende Bygders Overtro nyttig.
Biskoppen i Christianssand Jacob Kærup forsøgte ved en Formaningsskrivelse til Almuen af 16de Marts 1737 at gjøre en Ende paa Valfarterne. Han foreholdt Bønderne alvorlig deres Afguderi „med det ophængte Crucifix i Kirken, der ved St. Hans Dags Tid gives Ære, den Gud alene tilkommer“, klagede tillige over, at de vare „uvillige til at betale Kirke-Expenser i rette Tid og ulydige mod Sognepræst og Sjælesørger“, og paabød endelig: „at I ved St. Hans Dags Tid hverken selv maa eller tillade Fremmede at gjøre bemeldte døde Crucifix i Eders Kirke nogen Slags Tilbedelse eller Offer, men paa den Tid nedtage det og lade det i en Kiste eller Trælade nedlægges og bevares hos Præsten, men siden kan det som en Prydelse hænge nederst i Kirken paa en Væg.“
Advarselen frugtede imidlertid Intet. Præsterne kom derhos kun et Par Gange om Aaret fra Suldal til dette Annex, og Afguderiet kunde saaledes holde sig lige til 1835, da det fik en brat Ende. Hermed gik det saaledes til.
Der var i det nysnævnte Aar berammet Provstevisitats i Bygden til 5te Juli, som var en Søndag. Løverdagen iforveien kom da Provsten og Sognepræsten derop, og den første tog sit Ophold paa Gaarden Gryting, den anden paa Saltvold, det sedvanlige Præsteherberge. Men den 4de Juli var efter den gamle Stil, som Almuen i dette Tilfælde fremdeles fulgte, Sankt Hans Aften, altsaa Røldals fornemste Helg. Klokken kunde være omtrent elleve om Aftenen, og Provsten var just kommen i Seng, da han til sin store Forundring hører, at Kirkeklokken begynder at ringe. Ved at kaste
