ken, men saasnart de komme hjem, drive de et eller andet Husarbeide. Men den tolvte Dag fra vor første Juledag begynder deres Julehøitid, til hvilken Tid de brygge, bage o. s. v., og, iførte deres bedste Klæder, helligholde efter deres Maade tre Dage; efter den Tid begynder da og deres Aarsregning. Disse holde sig altsaa den gamle Stil og Tid efterrettelig og vil ei vide af den gjorte Forandring. Som Bonden selv har sagt mig, have de Svenske, som i Krigens Tid 1718 laa her fangne og adspredte i Landet, bragt Almuen til dette, forestillende dem, at Kongen af Danmark havde forandret sin Religion, var ei mere en Lutheran, havde ei mere den samme Tro og Religion tilfælles med de Svenske; det kunde de noksom se deraf, at Julehøitiden ei mere stemmede overens med deres. De høitideligholdt den da her med Bonden efter svensk Regning. Dette har da siden den Tid som en Troesartikel fæstet sig hos dem, og mange Enfoldige have endnu Tvivl om vor Religions Sandhed og Renhed, menende, den er, som Julen, forandret, altsaa ei ved vist, hvad de vil tro.“
Om Almuens seige overtroiske Vedhængen ved den gamle Kalenders Festdage som helligere end den nye Kalenders, har man flere interessante Vidnesbyrd. Vi have ovenfor seet et saadant i Stykket om Sankthansnatten i Røldals Kirke. Endnu mærkeligere er dog, hvad E. H. Holtermann, dengang residerende Kapellan til Lindaas, har meddelt i sit Skrift: „Har en Guds Engel viist sig for Bondepigen Erika Larsdatter Bogen? En Undersøgelse i Anledning af L. K. Ejdes Fremstilling af bemeldte Piges „mærkelige Tildragelse“ m. V.“ (Bergen 1852, 24 S. 8). Man vil her ikke alene finde omtalt den vedblivende private Helligholdelse af de Festdage, som afskaffedes af Kong Christian VII., men tillige følgende Oplysning:
