Konen bad dem spare, hvad hun havde, da hun havde saa mange Børn. Men herved bleve de blot endnu hidsigere, og Børnene bleve bange, men den ældste af de smaa Gutter krøb op under Langbænken for at gribe en Øx. Svensken saa det og sagde: „Nei se den lille Gosse, som ligger under Bænken.“ Den Gang var „Hr. Johan (Crantz). Præst paa Bynesset. Han havde en æblegraa Hest, som han satte stor Pris paa og nødig vilde lade Fienden faa fat i. Han gjemte den derfor i et lidet Hus, som han lod opføre paa et afsides Sted, og som hverken havde Vinduer eller Døre. Men en Kone paa Gaarden Stene aabenbarede det for Svensken mod Løfte om, at de skulde spare hendes egne Kjør. Saaledes toge de da Hesten. Men Præsten straffede Konen med for bestandig at negte hende Altergang efter den Dag.
O. J. Høyem: Nes eller Bynes. En Bygdebeskrivelse. Throndhjem 1862. S. 149. Præsten Johan Crantz roses i Mallings „Store og gode Handlinger“ for de store Fortjenester, han i sin lange Embedstid (1701–1751) skal have erhvervet sig af Almuens Sædelighed, og Suhm omtaler ham ogsaa (Saml. Skr. IV. S. 321) paa samme hædrende Maade. En af de følgende Præster i Kaldet, A. Høyem, har derimod paastaaet, at Fortællingen om hans Fortjenester er meget overdreven. (Thj. Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. I. S. 302 flg.). Forresten er det meget tvivlsomt, om disse Sagn ikke rettest bør henføres til Syvaarskrigen, thi i denne Krig vides Svensken at have været i Bynesset, hvor de bl. A. skulle have ødelagt en St. Olafs Kilde i Bygden, „tilstoppet den med smeltet Bly for at hindre Afgudsdyrkelse.“ Derimod er der intet Spor til, at Crantz i Krigen 1718 har lidt noget Tab, thi i de bevarede Protokoller over ydet Skadeserstatning forekommer ikke hans Navn. Crantz er forøvrigt endnu en kjendt Sagnfigur, paa hvem man har overført adskillige af de samme Traditioner, der fortælles om Peder Dass, Peder Strøm, Asbjørnsens „Røkenpræst“ o. s. v. Hans Billede hænger i Buvikens Kirke.
