6 a. Svenskerne paa Bynesset. Medens Svenskerne
laa i Melhus, kom en mindre Afdeling af dem til
Bynesset for at inddrive Levnetsmidler og Fourage. For
ikke at overrumples af norske Streifpartier slog den Leir
paa Stormyren, eller Graamyren, som den ogsaa kaldes,
hvorfra man har en vid Udsigt til alle Kanter.[1] Om
disse Soldater har man bevaret nogle Træk. Da de kom
til Gaarden Høiem, begyndte Ungerne at skrige, saasnart de
fik dem at se. Den svenske Officier bød sine Mænd at fare
varligt frem, og de tog da ogsaa blot nogle Levnetsmidler
og Bjeldekoen. Men da de vel vare dragne af Gaarde, kom
Konen efter dem og bad for sine mange smaa Børns
Skyld om at faa sin Ko tilbage og tilbød at give dem en
Smørbut i Stedet. Svenskerne lo og gik ind paa denne
Byttehandel. Paa en anden Gaard, Langlo, ynkede en
gammel Mand Svenskerne, at de vare saa magre og forsultne
at se til. „Er det noget at undres over?“ sagde
en af dem. „Ifjor vare vi borte i Slagtetiden, iaar have
vi ogsaa været borte. Hvad skulde vi saa blive fede af?“
Fortalt af Jon Løkken af Bynesset.
Om Svenskernes Færd paa Gaarden Høiem og andre Steder paa Bynesset lyder en anden Beretning saaledes:
6 b. Da de Svenske i 1718 gjorde det Indfald nordenfjelds, som endte med, at flere tusinde af deres Soldater frøs ihjel paa Fjeldet, „gav deres General dem Lov til at røve og plyndre i Bygderne om Throndhjem, thi da slap han selv at føde dem.“ En Aften kom nogle Svensker til Høiem i Bynesset. Manden var borte og
- ↑ For endel Aar tilbage fandt man her under Torvtagning et Menneskeskelet med Rester af Klæder og en Skindfeld samt Munderingsknapper, som antoges at hidrøre fra denne Tid.
