I Aaret 1713, da 5000 norske Soldater bleve nedsendte til Danmark, sagde Obersten for et throndhjemsk Regiment, senere General, Budde, til den kommanderende General Hausmann: „Jeg har i en Bataillon to Bondekarle, som siges forvist at nedstamme fra et af de ældgamle norske kongelige Huse. Deres Ansigter og Miner ere saa kjendelig distingverede, at Eders Excellence selv kan udfinde dem.“ Dette forsøgte Generalen og kjendte just de to Karle blandt nogle hundrede. Den ene af dem døde som Underofficier under Beleiringen af Stralsund.[1]
Henrik Steffens fortæller i sine Erindringer,[2] at Christian VI. havde til Hensigt „allmälig einen echt norwegischen einheimischen Adel zu begründen,“ hvortil Elementer fandtes, idet nogle tildels velhavende Bondefamilier i Gudbrandsdalen, Valders og andre frugtbare Dele af Landet nedstammede fra de gamle Jarler (!) og vare sig det bevidst, idet de kun indgik Ægteskaber indbyrdes o. s. v. Sønner af saadanne Storbønder bleve da, fortælles der videre, nedkaldte til Kjøbenhavn og indsatte i Landkadet-Akademiet. Man vilde gjøre dem til Officierer, ja til Pager ved Hoffet. Men det var store, firskaarne, stærke, halsstarrige, modige Mennesker, opdragne i stor Frihed og lidet skikkede til at underkaste sig Subordination. Dengang anvendtes endnu legemlige Straffe ved Akademiet, og det hændte nogle Gange, at de raa norske Kadetter satte sig til Modværge mod sine Lærere. Man havde da kun Valget mellem at lade dem skyde eller sende dem hjem, og den menneske-
