stærkt forslidt ved idelig Kyssen. Desforuden fandtes i Kirken en Mængde andre Ting, hvortil Overtroen knyttede eventyrlige Beretninger. Krykker og Stave i Overflod vidnede om, hvormange Syge her vare blevne friske. Tavler paa Væggen navngave ogsaa dem, som havde Kirkens undergjørende Kraft at takke. Blandt Andet fandtes en Tavle fra 1777, der udtalte hele Hjelmelands Præstegjelds Erkjendtlighed, fordi Bygden i hint Aar var bleven fri for Ulve. Ligeledes var der ophængt en tørret Torsk, der var fanget i Røldalsvandet og altsaa, for at tale med Jeronimus i „Den honette Ambition“, var en „Kabbeljau i friskt Vand“. Engang havde nemlig to Fiskere roet i en Baad paa Røldalsvandet, af hvilke den ene, en Udbygding, havde vovet at ytre Tvivl om Kirkens Hellighed. „Den er ikke mere hellig,“ sagde han, „end der er Torsk her i Vandet.“ Men strax bed det paa hans Krog, og han drog en Torsk op i Baaden.[1] Ligesaa hang der paa Væggen en tørret Oxefod. Om den fortaltes, at to Karle, af hvilke den ene var en vild og vantroende „Austmand“, havde holdt paa med at slagte en Oxe, og en af dennes Fødder var brukket af i Knæleddet. „Røldals Kirke er ikke mere hellig, end denne Oxe reiser sig igjen,“ sagde Austmanden. Ikke før vare Ordene udtalte, før Oxen reiste sig igjen og hoppede om paa tre Ben.
Kirkens store Ry for Hellighed indbragte den mange Penge, thi baade Pilegrimene og andre ydede den naturligvis Gaver. En fornem adelig Dame, Fru Lisbet Bryske, skjænkede den saaledes i 1625 et Døbefad.[2] Da Røl-
