Trods alle Krige var der dog i Grunden Venskab mellem Bønderne paa Grændsen af Vermeland og Norge. Paa Karl den Tolvtes Tid vare mange af dem forbundne ved Svogerskab, og de drev jevnlig Handel med hverandre. I de Aar, som forløb fra 1709, da Krigen begyndte, og til 1716, da Kong Karl selv begyndte sine Angreb paa Norge, havde Ufreden derfor ikke stort at sige paa den Kant. Tvertimod hændte det endog ofte, at svenske Officierer gjorde Besøg over Grændsen til Magnor, hvor de altid bleve godt beværtede af Nordmændene. En Gang traf det sig dog, at en Svenske i Drukkenskab havde ladet falde nogle fornærmelige Ord om de Norske. Dette skulde hævnes. Da nu Nordmændene i September 1711 fik høre, at en Dragonkaptein laa med sit Kompagni paa Gaarden Grytve ved Kjøla Kirke, besluttede de at overraske dem. De kom ogsaa did sent en Lørdagsaften, men da var Kapteinen reist til Baahuslen, og ingen Andre fandtes i Gaarden uden Bønderne selv. Disse gjorde Anskrig, og dette hørtes i den nærliggende Præstegaard. En flygtende Pige bragte Præstegaardens Beboere yderligere Besked. Provst Faxell var selv borte, men Provstinden, Maria Camén, var hjemme. Medens de Norske gjorde sig tilgode paa Grytve, „dog med al Høflighed og mod kontant Betaling“, stillede hun op sine Drenge og Piger („Jöse-Härads Gäntor“) og lod dem skyde med gamle Bøsser og raabe Krigsraab til hverandre. Da nu Nordmændene tillige fik høre Klokkerne ringe i Taarnet, troede de, at der laa nogle Regimenter i Præstegaarden, og skyndte sig afsted. Nogle sige, at Provstinden
