sine sidste Aar i Bergen. – I Wisseltosts Tid indtraf den berygtede „Skjæg-Sag“. Præsten til Frue Kirke i Throndhjem, Mag. Withe, gjorde nemlig i 1690 en Reise til Inderøen for at opkræve sin Tiende og spurgte ved den Leilighed Bønderne, om de nogensinde havde seet Judas. De svarede Nei. Derpaa sagde Withe: „Naar I faar se den nye Biskop, kunne I skinbarlig se ham, thi Iudas havde rødt Haar, ligesom Bispen.“ Han var nemlig en Uven af Biskop Krog, fordi han selv forgjæves havde søgt Bispestolen. Da nu Krog kom paa Visitats i Bygden, stirrede Almuen paa ham, og hveranden Mand havde Judas-Navnet i Munden. Krog spurgte nu Wisseltoft om Aarsagen hertil, og denne fortalte ham Mag. Withes Samtale med Almuen. Biskopen klagede til Kongen, men denne dømte, at Sagen skulde bortfalde.
Hammonds Missionshistorie, S. 86–87. Gjessings Jubellærere, I. S. 392.
Om Ligprædikener over Afdøde, der havde mistet Livet paa Søen, og hvis Legeme ikke gjenkjendtes, se E. Pontoppidans Glossarium Norvegicum, S. 52–53, der oplyser, at Saadant var almindeligt paa P.’s Tid i Bergens Stift, en Levning, som det synes, af Fortidens Sjælemesser.
Det Træk, at Sagnet lader Wisseltofts Lys binde til Søkrabber er interessant. I Wültkes Der deutsche Volksaberglaube (2te Bearbeitung, S. 448) vil man nemlig sinde, at „arme Seelen“ i Tyrol og Kärnten troes at vanke om paa Jorden i Skikkelse af Søkrabber.
